”Denne vinter er ikke kold.
Men jeg åbnede stadig ildstedets udluftning tidligt, købte en masse træ fra en lokal landmand og begyndte at brænde ildstedet.
Når pejsen tager fat, vil centralvarmen være ude af brug.
Kaminhåndtaget blev mit yndlingssted.
Tag en pude, hæld en kop sojamælk og sidde i lang tid.
Det brændende træ virkede magisk, og processen med at brænde det var fascinerende, og man kunne se det i lang tid i ekstase.
Når du først har mærket varmen og lysstyrken fra ilden, er det svært at forlade pejsen.
I eftermiddags kom en ven, der ikke havde set mig i lang tid, for at se mig og bragte mig en masse nyheder, der fik mig til at tænke dybt.
Træet brændte i pejsen, og dampen blev drevet ud af ilden.
Man' s liv og liv er som ild og vand, drivende, spredt uden substans.
Og mennesket selv er som træ.
Efterhånden tørret op af ilden, gik al fugt tabt og begyndte at brænde rasende.
Forbrændingsprocessen er meget naturlig, men også meget beklagelig.
Brændende til slutningen, altid kun en bunke aske.
Dampene, massivt træ, tjæren skjult i træet, vender aldrig tilbage.
Men du og jeg, som træ, ved ikke, hvor længe vi kan brænde i denne ild.
Ildens aske var så blød som grå sne.
Jeg lagde det i en papkasse.
Når foråret kommer, kan det sås i haven. ”